21. Juni 2022, kl. 11:30, fik jeg min studenterhue på og kunne endelig kalde mig student, men det har bestemt ikke været en dans på roser at komme hertil hvor jeg er i dag. I sommeren 2019 besluttede jeg mig for at jeg ville ha’ en studentereksamen, men eftersom jeg ikke havde gået rigtigt i skole i ca. 3 år på daværende tidspunkt. Skulle jeg ha’ genopfrisket det boglige, jeg valgte derfor at kontakte FGU Vest i Esbjerg, hvor jeg blev mødt med et kæmpe smil og åbne arme.

Jeg har altid haft svært ved at finde min plads i systemet, grundet mine tidligere oplevelser med skole og ungdomsuddannelse. Min tid i folkeskolen, var præget af meget mobning, og svigt fra lærerne, og eftersom jeg altid har været meget usikker på mig selv, blev det jo ikke bedre af den grund. Kort fortalt, min folkeskole tid var et stort kaos, fyldt med mistrivsel og dårlige oplevelser. I 10. klasse startede jeg på efterskole, håbet var at det ville ændre alt, eller i hvert fald noget af det, men det blev det stik modsatte.

Da jeg som 17-årig fik konstateret angst, havde jeg det rigtig svært med det, på daværende tidspunkt gik jeg stadig efterskole og efterhånden som folk fandt ud det, havde jeg et håb om at folk ville respektere og acceptere det, men i stedet brugte de det imod mig, men alligevel valgte jeg at gennemføre året så det var en sejr for mig.

Efterskoleåret var ved at nå vejs ende og jeg skulle vælge en uddannelse, hvilket jeg ikke havde skænket en tanke, så jeg skulle hurtigt vælge noget og det jeg endte med at vælge vidste jeg dårligt nok hvad var. Men jeg startede på den uddannelse, men droppet ud efter knap et halvt år, og valgte så at starte på bygningsmaler på Rybners, jeg kom i lære, men var det kun i knap 2,5 måned, og bliver så enig med mig selv om at det var heller ikke det jeg havde lyst til og valgte derfor at stoppe.

I takt med at jeg var droppet ud af 2 ungdomsuddannelser, og jeg fik det dårligere og dårligere psykisk, så følte jeg virkelig jeg havde ramt bunden. Nu sad jeg bare der hjemme og lavet ikke rigtig noget i lang tid, og jeg begyndte at tænke, hvad skal der blive af mig, bliver jeg nogensinde til noget… Jeg startede på uddannelseshjælp / kontanthjælp kom i praktik hos en skiltemaler og var der i næsten 3 måneder. Jeg fandt så et job på en fabrik, hvilket kun var kortvarigt, og jeg blev afskediget. Efter at ha’ siddet hjemme i en lang periode, så jeg et nyhedsindslag fra FGU på tv syd. Det var også i perioden op til hvor jeg havde sagt til mine forældre at jeg ville ha’ en studenter eksamen. Jeg kontaktede FGU og fik et møde med en af de søde vejledere, og jeg startede kort efter. Da jeg startede, gemte jeg mig væk i store hættetrøjer og dunjakker, fordi jeg stadig var mega usikker på mig selv, og min selvtillid og selvværd eksisteret ikke på daværende tidspunkt. Men som tiden skred frem, fandt jeg ud af at der var plads til alle ligegyldigt med personlighed, baggrund eller udseende. Fik jeg det også bedre rent psykisk, jeg fik bedre selvværd, og begyndte også at tænke, jeg kan fandme godt gennemføre en gymnasial uddannelse, som jo var målet. Det var blevet sommeren 2020, og jeg var færdig på FGU, og max klar til at starte på HF.

Nu står jeg her 2 år efter og har gennemført en HF, som var det jeg satte mig for i sommeren 2019. Alle omkring mig er sindssyg stolte over mig, inklusiv mig selv.

Formålet med min historie er ikke medlidenhed overhovedet, men nærmere en inspiration til andre unge mennesker der også er blevet “tabt” i folkeskolen. Hvor der er vilje er der vej!

Og som jeg selv plejer at sige, hvis jeg skulle vælge 2 sange, der kendetegner mig, så er det “Started from the bottom” fra Drake og “Ikk giv op” fra Ude af kontrol

Når alt det her så er sagt, så har jeg kun en ting tilbage at sige – Ligegyldigt hvor hårdt og træls og håbløs tingene ser ud, aldrig giv op!

Tak for alt, FGU ❤️

Har du spørgsmål eller ønsker du at booke en rundvisning og en personlig snak med en vejleder på en af vores 3 afdelinger? Så tøv ikke med at kontakte os på mail, så vender vi hurtigt tilbage og aftaler tidspunkt med dig.

Vi glæder os til at høre fra dig!